Depression i senlivet

  • Har du følt dig trist eller nedtrykt næsten hver dag i mindst 2 uger?
  • Har du mistet interessen eller glæden ved aktiviteter, som du normalt plejede at nyde?
  • Har du oplevet ændringer i søvn og appetit?

Så har du måske en depression. Men depressioner hos ældre mennesker kan også have et helt andet udtryk. Det kan sætte sig som fysiske symptomer i kroppen, som øget tendens til isolation eller som en irritation og latent vrede. 

I artiklen her dykker jeg ned i depression hos mennesker i senlivet, hvilke behandlingsmuligheder der er, og hvilke faktorer der kan mindske risikoen for tilbagefald. 

Søger du en psykolog i Skanderborg til behandling af depression, og bor du i Odder, Horsens, Aarhus eller Skanderborg? Så kontakt mig for en uforpligtende samtale. Jeg tilbyder både psykolog hjælp hos mig i Skanderborg, som hjemmebesøg hos dig i nabokommunerne eller online i hele landet – med særlig erfaring og fokus på voksne og ældre med depression.

Den usynlige kamp mod depression

Senlivet skulle være fyldt med livskvalitet, nære relationer og en meningsfuld hverdag, men for mange ældre mennesker er virkeligheden en anden. Depression er en udfordring, der alt for ofte forbliver usynlig. 

Depression er mere end blot tristhed – det er en kompleks psykisk tilstand, der påvirker både dit sind og din krop. Selvom depression ikke er en del af den normale aldring, så udvikler mange ældre alligevel en depression. Statistik viser, at 15% over 65 år rammes af depression, og det er usædvanligt at mennesker, der ikke tidligere har haft psykiske lidelser, får en depression for første gang i 80-90 års alderen (sst.dk). 

Udfordringen er, at en depression ikke nødvendigvis “larmer” eller gør sig bemærket. Det sker heller ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden, men kommer ofte glidende over tid. Det er derfor vigtigt, at både du og dine pårørende er opmærksomme på ændringer i stemning og adfærd.

Årsager og symptomer på depression

Depression hos ældre kan udspringe af forskellige årsager, inklusive biologiske, psykologiske og sociale faktorer. Disse faktorer kan være medvirkende til at øge risikoen for depression.

Depression hos ældre præsenterer sig heller ikke altid på samme måde som hos yngre. Fysiske symptomer som træthed, søvnproblemer og nedsat appetit kan være mere fremtrædende. Det er derfor vigtigt, at du fortæller din læge, pårørende eller sundhedspersonale om alle de ændringer du oplever, både mentale og fysiske. 

Senlivet er en periode i livet med særlige udfordringer. Tab af venner og familiemedlemmer, pensionering og fysisk begrænsning kan føre til en følelse af isolation, ensomhed og meningsløshed. Dette øger risikoen for depression, hvilket skaber en negativ spiral. Hvis først du står dér, kan det være svært at bryde cirklen alene. Her kan det være en hjælp med psykologsamtaler.

Behandling af depression - som psykolog i Skanderborg og Østjylland kan jeg hjælpe dig med behandling af depression

Der er heldigvis håb forude – depression kan behandles. Og endda på flere forskellige måder:

  • Psykologbehandling, hvor du i samarbejde med psykologen finder en vej ud af depressionen.
  • Din egen læge kan tilbyde dig medicinsk behandling. Ofte er kombinationen af medicinsk behandling og psykologhjælp den optimale løsning. Afhængig af hvor svær din depression er.
  • Andre tiltag såsom motion, lysterapi, daglige gåture, god søvnhygiejne og mindfulness har også positiv indvirkning på depression.

Når du står midt i en depression, kan det være svært at se en vej frem. Det kan føles som en tung dyne, der ligger hen over dig og gøre det svært at tage første skridt. En psykolog kan hjælpe dig med at finde dette første skridt på vej mod bedring.

Balance i hverdagen som forebyggelse

I samtalerne finder vi en vej ud af depressionen og tilbage til livet. Vi får skruet på eventuelle faktorer, der måske ikke fungerede forud for depressionen og undersøger om der er områder, du kan “optimere” for at skabe så meget balance i din hverdag som mulig.

Herefter handler det om at holde fast i dine gode vaner og egenomsorg. Depression kan behandles, men det kan ofte også forebygges til en vis grad, så du ikke kommer så langt ned. Her tænker jeg på:

  • En aktiv hverdag, hvor du kommer ud og bevæge dig dagligt. 
  • Solskin er fantastisk, men om vinteren kan det være en hjælp at bruge en lysterapilampe 20 min. dagligt.
  • Sund livsstil med nærende mad, ingen alkohol, ingen rygning og gode søvnrutiner. Dette er i den optimale verden. Men husk at lidt har også ret.
  • Fællesskaber og relationer.
  • Egenomsorg og nærende aktiviteter.
  • Fokus på dine værdier, og det der er vigtigt for dig. Mindre fokus på det, du alligevel ikke kan ændre.
  • Gode vaner og rutiner i hverdagen.

Skal du have hjælp til at komme tilbage til en meningsfuld hverdag og livskvalitet, så tag kontakt i dag. Husk at depression ikke er en del af den normale aldring, og derfor skal vi behandle den, hvis den kommer. Senlivet skal også være meningsfuldt og tilfredsstillende.

“Hvorfor taler Jørgen med en psykolog?” er en serie af artikler, der handler om ældrepsykologiske temaer og udfordringer, samt hvordan vi kan arbejde med dem. For hvorfor går mennesker egentlig til psykolog, og hvad kan ældrepsykologen bruges til? Artiklernes formål er at oplyse om ældrepsykologens arbejdsområde, at afstigmatisere psykologhjælp til mennesker i senlivet, samt forhåbentlig også sprede håb om, at der er hjælp at hente. Det er ikke for sent – heller ikke selvom du har rundet de 60 eller 80 år.

Skriv et svar