At være pårørende til et menneske med en kritisk eller kronisk sygdom kan være en udfordrende rolle, der kræver både styrke og omsorg. Denne livssituation kan være fyldt med følelsesmæssige og fysiske udfordringer, men den kan også byde på værdifulde muligheder for kærlighed og nærvær.
I artiklen her skriver jeg om nogle af udfordringer du som pårørende kan møde, og hvordan du, gennem samtaler med en psykolog, kan finde en balance i hverdagen som pårørende.
Følelser og tanker bliver pakket væk i en periode
At blive pårørende er en rolle, de færreste har bedt om. Den symboliserer nemlig en pludselig ulighed og asymmetri i relationen til den, du holder af. “Den syge” og “den pårørende”. Måske er du pårørende til din hustru/mand, dit barn, din veninde eller din nabo.
Det sker derfor ganske ofte naturligt og ubevidst – dine følelser, bekymringer og tanker bliver pakket lidt væk, så du kan være der for den, du holder af.
Kravene og opgaverne stiger måske også. Måske bliver du nødt til at overtage nogle opgaver, som ikke tidligere var dine. Måske stiller du kravene til dig selv, måske gør den syge.
Noget af det første jeg gør i samtalen med dig som pårørende, er derfor at åbne op for følelserne og give plads til alle følelser, tanker og bekymringer. Mange pårørende oplever samtalen som et “helle”. Som et rum, hvor du kan få luft for alle dine tanker og følelser, uden at skulle tage hensyn til den anden.
Hvordan har DU det?
Som ældrepsykolog møder jeg ofte pårørende til mennesker med kritiske, kroniske, fysiske eller psykiske lidelser. Risikoen for samtidige belastninger stiger med alderen, og derfor stiger risikoen for at blive “pårørende” også.
Det første jeg lægger mærke til, når jeg sidder over for et menneske, som er pårørende, er svaret på: “Hvordan har du det?” Nogle vil sige “fint”, andre vil sige “ikke så godt”.
Men rigtig mange pårørende svarer på spørgsmålet således: “Jamen det afhænger meget af hvordan min hustru har det. Hun har fået ny medicin […] Hun føler sig også meget træt, men det er også fordi […] Hun var afsted på sygehuset i går, og det tog hårdt på hende […]” Det bliver hovedsageligt den syges situation og velvære, der bliver fokuseret på.
Som pårørende kan det være nødvendigt for dig at sætte dig ind i sygdom, medicin, behandling, muligheder for hjælp og meget andet. Det er ofte det billede jeg bliver mødt af første gang. Fordi det er det, du er fyldt op med.
Jeg bliver derfor ofte nødt til at gentage spørgsmålet flere gange: “Jamen hvordan har DU det?”
I løbet af samtaleforløbet arbejder vi derfor på, at gøre fortællingen og “dig” lidt større igen. At fokusere på dig om din hverdag. Også selvom du jonglerer med pårørenderollen ved siden af.
Kunsten at passe på
sig selv
Det kan virke fjernt. At du, i den situation du står i nu, skulle kunne prioritere dig selv mere. Det kan virke praktisk umuligt. Måske fordi den syge eller opgaverne kræver, at du er til stede.
Men det at være pårørende er sjældent et 100 meter løb. Det er ikke en sprint, hvor du kan give alt hvad, du har i dig hele vejen. Du skal kunne holde til et marathon. Du skal sætte tempoet og fylde depoterne op undervejs, så du når helt i mål.
Egenomsorg er noget af det vigtigste og samtidig noget af det sværeste for pårørende. Men der ligger en fornuftig investering i det. Læs mere om egenomsorg her.
Ligesom sikkerhedsinstruktionerne på et fly. Hvis iltmaskerne falder ned fra loftet i flyet, så bedes du tage din egen maske på først, før du hjælper dine medpassagerer eller børn med deres. På den måde bliver du en meget mere stabil hjælp.
Hvad kan du gøre?
Første skridt mod en bedre balance i livet som pårørende, er at indse, at det kan være en hård og slidsom rolle, og det er helt naturligt, hvis du ind imellem har lyst til at kaste håndklædet i ringen.
Noget af det, der kan hjælpe dig, er:
- Fokuser på din egenomsorg: husk iltmasken til dig selv først.
- Søg støtte hos andre: familie, venner, gruppefællesskaber eller en psykolog
- Sæt grænser: det er okay at sige nej.
- Skab balance: kan du sænke kravene til dig selv eller få hjælp fra andre, og på den måde skabe mere balance mellem dine ressourcer og de krav, der bliver stillet?
Kunsten er, at finde en balance.
Selvom det kan være en udfordring, kan rollen som pårørende også bringe dybde og nærvær ind i dit liv. Det kan være en tid, hvor du reflekterer over livets værdier, udvikler stærkere bånd til den, du holder af og finder en dybere forståelse for menneskets skrøbelighed.
Kunsten er, at finde en balance, så både du og den, du holder af, kan holde til det. Også selvom det bliver et marathon, I skal igennem.
