Jo ældre du bliver, jo større bliver risikoen for samtidige belastninger. Som bølger, der vælter dig omkuld, netop som du lige har rejst dig. På samme måde kan sygdom eller traumer slå dig omkuld, og du kan miste fodfæstet. Jeg vil her prøve at fortælle lidt om, hvordan psykologhjælp efter sygdom kan være et skridt for dig mod mere livskvalitet. Bølgerne kan vi ikke forhindre, men du kan stå stærkere, når de kommer.
Et hak på kurven
Man kan sige, at det at blive gammel er en udviklingsopgave. Der er ikke en tydelig streg man træder over, når man bliver gammel. Det er en løbende proces. En proces der kræver, at du både trækker på dine livserfaringer, men også at du kan omstille og tilpasse dig nye omstændigheder. Også selvom du ikke nødvendigvis hilser de nye omstændigheder velkomne.
Hvert år forfalder kroppen en smule, og du tilpasser dig, så godt du kan. Som lækker kage, hvor der bliver taget en lille bid hvert år. Du ved godt, at der til sidst ikke vil være mere kage, men det skal gerne være i et sådan tempo, at du kan nå at nyde det.
På samme måde kan du også se kroppens aldring som en langsommelig, men nedadgående kurve. Du holder ikke for evigt, og det gør kroppen heller ikke. En dag skal vi alle dø. Men det sker heldigvis ofte i et sådan tempo, at din hjerne, følelser og tanker kan følge med, og du kan nyde livet imens. Også selvom funktionsniveauet langsomt daler.
Desværre kan du opleve forskellige ting, der kan medføre pludselige hak eller store fald på din kurve. På én gang bliver der taget et kæmpe stykke af din lækre kage. For at blive i den metafor. Det går for hurtigt til, at din hjerne kan nå at følge med.
Det kan være sygdom, der påvirker dig fysisk. Såsom kræft, knoglebrud eller osteropose. Eller det kan være sygdom, der påvirker dig mentalt og psykisk såsom blodpropper, demens, depression eller hjernerystelser. Uanset hvad, så oplever du pludselig et stort hak på kurven, hvilket stiller ofte uoverskuelige store krav. Krav til din evne til at omstille dig, acceptere det og generelt finde fodfæste igen.
At sige farvel og sørge er okay
Mange af de mennesker jeg møder, opsøger netop en psykolog, fordi livskvaliteten og trivslen er dalet drastisk efter et sygdomsforløb eller et blivende funktionstab. Men hvor skal vi starte?
Min første opgave er, at danne mig et overblik over oplevelserne og reaktionerne i sygdomsforløbet. Sidder du med ubehagelige oplevelser fra fx en indlæggelse, kan det være nødvendigt at få disse afdækket, inden vi går videre. Ofte ligger der noget lindring i, at få lov til at fortælle sin historie til en “fremmed”, men vi bruger ikke mere tid på det, end du synes.
Efterfølgende får vi klarlagt hvad “hakket på kurven” konkret har betydet for dig. Er der aktiviteter eller interesser, som du har måtte droppe nu? Er du blevet begrænset i din livsførelse, både fysisk eller psykisk?
En del af denne proces er at få øje på det du har mistet, og give dig selv lov til at sørge over dette. Nogle gange har sundhedsvæsenet og de pårørende travlt med at påpege fremgangen, og hvor godt rehabiliteringen går. Måske er du næsten tilbage til tidligere funktionsniveau.
Men i farten kan vi komme til at glemme, at det er okay, at give plads de følelser, der dukker op uanset hvad. Måske en sorg over at have mistet livet som du kendte det engang. Ikke at vi skal fortabe os i sorg og gå i sort, men for nogle kan det være et nødvendigt skridt, inden du kan komme videre.
Herefter kan du begynde at tage en dyb indånding, se realiteterne i øjnene og arbejde med i stedet for mod de nye omstændigheder.
